Preben, Sonny Boy, Dirch og Kim Larsen

En berømt og drivende sentimental sang fik en helt anden tone og drejning, da den kom gennem Preben Kaas’ respektløse tekstforfatterhjerne. Til gengæld blev den for alvor populær – og i dag er det dén version, der lever videre.

I søndagens Giro 413 havde en lytter ønsket “Sonny Boy” med Kim Larsen.

http://m.youtube.com/watch?v=cS0adG7Mx-4

Den udgave Kim Larsen har indspillet det gamle 1920’er hit i, er Preben Kaas’ noget mere frække og direkte provokerende – i hvert fald når man tænker på, hvad meningen med den oprindelige “Sonny Boy” er – udgave fra 1967. Dengang blev sangen fortolket af Dirch Passer i bowler og gøglerjakke alene foran en mikrofon. Som man kan høre på klippet her, elskede folk parodien på den voldsomt sentimentale sang, som datidens publikum selvfølgelig var mere bekendte med, end vi er med sangen i dag.

Selvfølgelig elskede de den, fordi de elskede alt hvad Dirch gjorde, og han er da heller ikke diskret i sin fortolkning af Prebens tekst, som man kan se på You Tube klippet her:

http://m.youtube.com/watch?v=RvADxDrcIBs

Men forhåbentlig har de også lyttet lidt til Prebens tekst om det der engang var en yndig lille dreng, i hvert fald ham Al Johnson sang om 40 år før Dirch, men som i den moderne version er blevet til verdens mest forfærdelige barn. Sønnen fra helvede!

Sjovt nok, så hører man faktisk i Kim Larsens udgave tydeligere, hvordan drengens uhyrligheder accelererer uden at farmand gør andet end konstatere det og ellers resignere. På den måde er det en nyindspilning, hvor Prebens tekst kommer mere til sin ret. Måske fordi Kim Larsen som sanger har brug for noget andet i sangen end komikeren Dirch Passer havde?

Reklamer

Kan revyen råbe verdensmagten op?

Jeg har tidligere sagt, at jeg anser det for umuligt at råbe verdensmagten op gennem Bodil Steen. Det kan være svært nok for Poul Hartling“, sagde Poul Sabroe altid, da han var direktør for Cirkusrevyen. Den linje flugtede fint med Preben Kaas’.

I dagens Politiken siger Carl-Erik Sørensen, Cirkusrevyens væsentligste tekstforfatter, om samme emne:
“En revy flytter ikke stemmer, heller ikke i en krisetid, men vi må gerne give folk lidt at tænke over. Det er en blanding af politisk satire og barrøvskomik. Et tema, jeg kommer til at arbejde med, er vores sociale blindhed. Det her med, at vi ikke aner, hvordan de andre samfundsgrupper lever, parcelhusejeren sat overfor bistandsklienten, den slags.”

Så på visse punkter er holdningen den samme i dag som i Den Gyldenblondes tid: Revyen ændrer ikke verden eller samfundet.

Den afgørende forskel er dog, at man i dagens Cirkusrevy alligevel kommenterer samfundet og har meget politiske tekster med – sommerens revy var et flot eksempel på det. Men tilsat den “barrøvskomik” som en Preben Kaas og hans kreds af revyfolk beherskede til fulde.

Nu vil publikum også have det. Cirkusrevyens mod til at blande den klassiske revykomik med politisk skarpe budskaber er en del af revyens succes.

20120922-095503.jpg

Et klassisk afslutningsnummer-revynummer – med hjemløse og bistandsklienter. Iflg. Carl-Erik Sørensen kommer der flere af dem inæste års revyer. (Foto: Henrik Petit/Cirkusrevyen PR)

Går Preben Kaas igen?

På forsiden af denne måneds Ud & Se finder man Lisbet Dahl, der sminker sig klar til Cirkusrevyen.

Bladet har fulgt hende en aften i sommer og over flere sider fortæller hun om sit liv med Cirkusrevyen – men også Prebens betydning for det liv og for at det er her, i Klampenborg, hun er i dag: “…selvfølgelig skulle jeg møde Preben, for han lærte mig jo alt om Cirkusrevyen.” som hun selv siger i interviewet.

Måske ved han det godt. For da Lisbet Dahl i sommer fejrede sit 40 års jubilæum som revyskuespiller skete der lidt mange mærkelige ting i løbet af den aften. Det startede med en lysestage, der gled ned og splintredes, senere var det en glasbowle der styrtede sig ned fra en skillevæg, inden aftenen rundede af med et billede i glasramme, der sprang ned fra sømmet. “Det er Preben”, sagde Lisbet. Mest som en joke, for “han er ikke den i hendes døde omgangskreds, som har været flittigst til at give lys fra sig”.

Det har han vel egentlig heller ikke grund til? For det går jo forrygende ude på Bakken under Lisbet Dahls kyndige ledelse.

Hvad det er hun lærte af Preben Kaas og hvordan det gav sig udslag – det skriver vi meget mere om i “Det bli’r vinter førend man aner”, som Lisbet Dahl selvfølgelig har været en væsentlig kilde ti

Rikke Rottensten

 

Ud & Se for september måned kan fås på alle stationer og i togene. Interviewet med Lisbet Dahl er af Frank Stokholm og de fantastiske fotos har Maria Fonfara taget.

Rig på letlevende damer

Det er faktisk rigtig nok!

For for 40 år siden, i sommeren 1972 – Preben Kaas’ anden sæson som direktør for Cirkusrevyen – tegnede han kontrakt med landets førstedame, skuespillerinden Helle Virkner. På det tidspunkt landets mest feterede og omtalte kvinde, kun lige akkurat overgået af tronfølgeren. Og eftersom hendes mand hele den sommer var fuldstændig optaget af at få Danmark til at sige ja til EF, når der skulle være afstemning nogle måneder senere, så gav det genlyd i hele den danske presse og publikum, at statsministerfruen skulle optræde på Bakken.

Godt nok var Helle Virkner skuespillerinde. Men Cirkusrevyen og Bakken – det var i 1972 trods alt stadig lige lovlig poppet og en anelse vulgært i visse kredse. Især i lyset af hendes position som landets førstedame.

For en revydirektør med sans for PR og offentlighedens søgelys, var det kun endnu bedre.

Helle Virkner og Malene Schwartz et nummer skrevet i anledning af Nyhavns 350 års jubilæum, stukket i hånden. Det er skrevet af EPE og Aage Stentoft, og det er sandelig ikke verdens bedste revynummer. De to kvinder prøver på alle måder at lokke deres revydirektør til at skrotte det. Preben Kaas er heller ikke superbegejstret for det, han retter lidt hist og lidt pist i teksten, men helt genialt bliver det ikke af den grund.

Men så er det, at Preben Kaas’ iderigdom slår til. Hans sans for at se noget andet i numrene og i måden at lave noget op og hans vedvarende energi til hele tiden at rette til og forbedre et nummer.

“Kunne noget blive bedre, så blev det gjort, om så det bare var en ord, der blev ændret eller en udgang, der blev rettet lidt til. ’Det her holder ikke, hvad gør vi ved det?’ – det blev de ved at arbejde med til, de kunne mærke publikum virkelig var med.” forklarer direktør for Aalborg Kultur- og Kongrescenter og konsulent på Cirkusrevyen, Ernst Trillingsgaard, om Prebens udholdenhed som instruktør.

De evner slår sig sammen i Nyhavns-nummeret 1972 og skaber sammen med de to skuespillerinden et dansk revynummer, der går verden rundt. Selv om Preben Kaas lige til minutterne før første forpremiere med publikum må bruge alle sine overtalelsesevner på at få de to kvinder til at lave det nummer, de stadig synes er – som Malene Schwartz bramfrit udtrykker det: “rent ud sagt røvkedeligt”.

Men Preben har fået den ide at iscenesætte Helle Virkner og Malene Schwartz som de dengang så berømte Nyhavns-ludere. Komplet med korte stramme kjoler, det mest sindssyge touperede og farvede hår og tung make-up. “Vi så helt vanvittige ud”, siger Malene Schwartz. Vanvittige ja, men også ret smækre:  

At se de to normalt så nydelige og elegante skuespillerinder dresset op på den måde, vakte stor opsigt. Selv fire år efter pornoens frigørelse. Og at den ene af dem var statsministerfruen, der samme sommer lige akkurat nåede at smide netstrømperne før end hun stod på Marienborg og tog imod den engelske premiereminister, fik hele verden til at tale om og kende Cirkusrevyen i København.

Der er fuldstændig totalt og helt og aldeles udsolgt til revyen den sommer. Preben Kaas får endda lov til at spille to uger udover Bakkens lukning, noget der aldrig lader sig gøre ellers på grund af restriktionerne omkring Dyrehaven.

Og derfor er det, at han som en anden alfons bliver rig på de letlevende damer. Indtjeningen på det års revy ligger på over en million kroner, som han blandt andet bruger til at købe den idylliske Trente Mølle på Fyn for.

Rikke Rottensten