Nye barnestjerner kan starte her

Amfiteatret ved Bellahøj skal restaureres og genåbnes. Engang var Bellahøj Friluftsscene tumlepladsen for Preben i sommerferien.

Da familien Kaas flyttede til Kbh. i 1939, skulle mor Martha på en eller anden måde have Preben ud fra hjemmet i den lange sommerferie.
Dengang var det mest almindelige at forsøge at skaffe en ferieplads til en rask skoledreng på 10 år, men Preben var alt for genert og mor-syg til at det lod sig afprøve mere end én ikke-succesfuld gang.

20131201-181615.jpg

I stedet kom han ud og spille teater i den anden ende af byen.
Ved Bellahøj var der et friluftsteater, og her opførte man hvert år forestillinger med et hav af unger i rollerne. De fik en sjov sommerferie sammen med andre børn + en sodavand til madpakken, og deres mødre fik ro til at passe deres arbejde eller huset.

Ikke genert på scenen
På Bellahøj startede Prebens karriere i dansk teater for alvor – og han var ikke den eneste, det skete for. Forestillingerne var så professionelle i deres setup og i hele processen, at det var fast rutine for teater- og filmfolk at slå et sving forbi for at chekke nye talenter.
For man lavede ret mange danske film i 1940’erne, og da børn på Prebens alder typisk arbejdede som bybude, piccoloer, hjælpere på småværksteder og lignende, så var der i høj grad brug for børn, der kunne udfylde de roller på film, der foregik i en hverdagsramme i samtidens København.

Siden forklarede Preben ofte sin tidligt indtrufne scenetræthed med, at han havde stået så meget på scenen allerede som 40 årig, at det svarede til noget nær en hel karriere. Fordi han i de syv år fra 10-17 år altid var med i en eller anden film eller et teaterstykke.

I Prebens fodspor
Nu har Wilhelm Hansen Fonden givet et beløb til at få teatret tilbage til Bellahøj.

20131201-183832.jpg

Selve amfiteatret er anlagt efter Prebens tid på stedet, det er kommet sammen med Bellahøjhusene i starten af 1950’erne, og på det tidspunkt var Preben på pause fra teatret.

Men fint er det, at man gør noget for at få den smukke scene igang igen.
Måske bliver det igen stedet, hvor man lurer talenterne ud. I så fald kan Bellahøj Friluftsscene måske nu istedet blive det gennembrud for unge skuespillere med anden etnisk baggrund, som man har sukket efter så længe i dansk film og teater? Eftersom befolkningssammensætningen i området idag er noget mere multietnisk end dengang, hvor en dreng fra Aalborg – og Amager- kickstartede sin karriere i dansk film, teater og revy.

Reklamer

En mail fra Tyskland

Olsenbandens tyske fanklub har postet et fint indlæg om bogen på deres hjemmeside. For som de skriver, så er det muligt, Preben kun var Dynamit-Harry i to film, men hans præstation står stærkt.

Der kom pludselig en mail på formfuldendt dansk fra den tyske fanklub for Olsenbanden. De ville gerne skrive om bogen på deres hjemmeside, og vi svarede selvfølgelig med det samme.

Nu har de lagt en fin omtale og iøvrigt også hele den mail, som Rikke skrev til dem efter deres henvendelse, op på deres hjemmeside. Oversat til tysk dog.

Omend det faktisk er flere af de mest ihærdige fans af Olsenbande-filmene, der kan noget dansk. Fordi de er så ægte fans, at de har lært sig sproget også. At komme DH2igennem hele vores biografi om Preben bliver måske lidt tungt, men vi er glade for omtale og henvendelsen.

Det er godt at vide, at han stadig idag fylder så meget i et Olsenbande univers også i Tyskland, så man finder en biografi om Preben Kaas interessant i den sammenhæng.

For at han gjorde det i sin samtid, vidste vi godt.

Faktisk er han qua sin rolle som Dynamit Harry, og Olsenbandens enorme popularitet i især det daværende DDR, så stort et navn i det tyske, at man ved Prebens død i marts 1981 kan læse en nekrolog over ham i tyske aviser.

Hvor tit har man set nekrologer over tyske skuespillere i danske aviser?

DH 1

Ballerups betydning

I dag spiller skuespilleren Rasmus Krogsgaard sin forestilling “Bare een gang til” i TEMA, Teater og Musik i Ballerup. Det foregår i Baltoppen i eftermiddag.

Teaterforeningen i Ballerup har en særlig rolle i historien om Preben Kaas. Det var nemlig her, Lisbet Dahl den 27. marts om aftenen skulle spille sin Piaf-forestilling.

Formanden for teaterforeningen, Leif Sørensen, fortæller i bogen, at han hører beskeden i medierne om, at Preben Kaas er fundet død samme morgen. Hele dagen venter han på at få et afbud fra teaterproducenten – det siger næsten sig selv, at Lisbet Dahl ikke kan spille den samme aften, som hendes mand er død.

Ikke desto mindre kommer afbuddet aldrig og til sidst får Leif Sørensen istedet besked om, at forestillingen afvikles som planlagt.

Han tager tidligt hen på Baltoppen og står sammen med orkestret, da døren pludselig går op og Lisbet Dahl står i lokalet. “Gi’ mig et C!” er det eneste, hun siger.

 Forestillingen gennemføres, og publikum er dybt berørte. Alle ved jo, hvad der er sket, og Piaf teksterne borer sig ind i publikum og sætter sig fast. Der triller mange tårer den aften.

Og lige pludselig går det også op for Lisbet, at det hele jo handler om Preben – ikke om Piaf. Men hun er professionel helt ind til benet, så hun gennemfører aftenen. Går op i garderoben, og her bryder hun så sammen.

Dagen efter og indtil den aften, hvor hun har begravet Preben, er Piaf forestillingen aflyst. Og hun siger selv, at hun ikke aner, hvad det var, der fik hende til at møde op på teatret den aften. Men historien er legendarisk i dag.

Både Leif Sørensen og hans hustru Kirsten, der i mange år har været formand for teaterforeningen også, var med til receptionen for bogen forleden.

Stig Lommer har givet tøjlerne videre

også på Facebook, hvor vi har ændret navnet på vores tidligere side “Kammerat med solen”, der blev lavet i forbindelse med vores Lommer biografi i 2009, til Preben Kaas og revyen.

For også her vil vi gerne høre mere og fortælle mere om Preben Kaas, om revyen på hans tid, og selvfølgelig om Stig Lommer! For han er jo på sin vis stadig udgangspunktet for det hele.

Så gå ind og Synes godt om siden her og deltag gerne med historier, spørgsmål og kommentarer – også om dansk revy idag.

Kan vi ikke lave en billedbog?

I øjeblikket skal vi vælge billeder til bogen. Eller rettere: Vælge billeder fra.

For selv om forlaget er meget large med, hvor mange billeder der er plads – og i disse tider især råd – til, så har vi mange, mange flere til rådighed. Preben Kaas er ikke ligefrem en mand, der har holdt sig udenfor linserne. Og vi har både privatbilleder, fotos fra billedbureauerne, genstande og andet at forholde os til, inden vi når frem til det, som bliver det endelige udvalg og en del af vores bog. Dem I ser på billedet ovenfor er alle valgt fra.

Hvorfor er de så det? Med et par af dem giver det nok sig selv, men med flere andre er ikke helt så logisk. For de er jo ret sjove og fine allesammen.

Når man skal vælge fotos til en bog, der skildrer en mand, der har levet sit liv fra helt lille i rampelyset, Og som er vokset op i en tid, hvor kameraet var noget man havde også i almindelige familier, så er der rigtig mange gode billeder til ens rådighed. Det, vi har valgt udfra, er derfor, om det er et foto, der er centralt for bogen og Preben Kaas’ liv. Der skal være billeder af de mest centrale personer i historien – især når det gælder personer, som ikke alle ved, hvordan ser ud.

Men det gode foto fortæller også gerne en historie i sig selv. Supplerer bogen, viser noget som vi måske gerne ville have skrevet, men som måske ikke lige passede ind eller som var så lille en anekdote, at det ville skævvride helheden at putte den ind i et kapitel. Det skønne er, hvis man istedet kan fortælle det med et billede og i en billedtekst. Ellers er et andet godt billede det, der præcis viser noget, vi skriver om i bogen. Er en essens af vores ord, bare visuelt.

Så er vi jo også to om at vælge. Der er blevet forhandlet om hver enkelt billede, bortset fra nogle få som har taget os begge med storm. Men at diskutere billederne sammen og argumentere for dem er kun en fordel. Man kan meget nemt få en faible for et bestemt billede, der rammer noget i en – men som man inderst inde godt ved ikke lige har så stor en berettigelse i helheden.

Det rigtig tunge er til gengæld altid at skulle sortere i strålende gode billeder kun fordi de alle falder indenfor den samme periode. Og i en biografi er der nødt til at være en spredning, så alle epoker i Preben Kaas’ liv så vidt muligt er repræsenteret. Det sidste kan ikke altid lade sig gøre, heller ikke med Preben Kaas (man fotograferer jo ikke nødvendigvis sig selv på arbejde, når det er på et kontor). Vi kunne sagtens have brugt hele vores billed”budget” på fotos af Kaas og Ryg, for Stig Lommer var ikke karrig med at få taget fotos og sende ud til medierne. Eller af Preben Kaas og Anne Mari Lie for den sags skyld, fordi de nærmest levede deres liv i aviser og blade. Så der er det hjerteblod, der er skåret fra i den sidste proces.

Og lige nu svæver vi endda i det håb, at alt hvad vi afleverede på forlaget forleden måske kommer med… Men det er jo desværre ikke sikkert. Fotos er blevet noget nær en luxus i en bog idag, hvilket er virkelig begrædeligt. Da vi udgav vores Stig Lommer biografi, “Kammerat med Solen”, for tre år siden var der så dårligt råd til billeder i den, at vi virkelig måtte skære illustrationer fra, det nærmest føltes meningsløst ikke at have med. Der er vi langt bedre stillet denne gang.

Rikke Rottensten

20120827-222438.jpg