Et stykke teaterhistorie er slut

Forleden døde en af de væsentligste, men udadtil ikke mest synlige, personligheder fra dansk revys guldalder.

Det var i 1953, fire år inde i Stig Lommers tid som direktør for ABC teatret, Pat Mørup blev hentet til teatret som teatersekretær.

Mørup var 36 år på det tidspunkt, uddannet på Berlingske Tidende, men havde været sekretær på datidens mest succesfulde og respekterede teater, Det Ny Teater. Under chefen Peer Gregaards ledelse var Det Ny blevet Københavns førende skuespilscene.

Ikke desto mindre var miljøet på ABC mere tiltrækkende for den chekkede Pat Mørup. Og gud ske lov for det. For det er svært at se, hvordan Lommer skulle have drevet teatret til den succes, det blev, hvis ikke Mørup havde styret den administrative og ikke mindst økonomiske del af teatret så perfekt.

En fast hånd
Med et stort engagement, for ABC Teatret var nærmest personalets hjem og familie i de år, en meget fast hånd, sikkert styr på teaterchefen, en udpræget ordenssans og et positivt livssyn bliver Mørup en stærk kraft på teatret.

Det er hende, der i en periode styrer Dirch Passers økonomi, betaler hans udgifter og sætter resten af hans løn ind på en konto i overensstemmelse med ham selv. Så han kan forlade teatret efter Kjeld Petersens død i 1962 med en temmelig stor pose penge. Det er hende, Stig skal tigge penge hos, når han skal på forretningsrejse eller i byen – og hun er en hård hund at forhandle med, men chefen lærer sig teknikken. Ved at spørge om mere, end han regner med at skulle bruge, for så forhandler Mørup ham som regel ned til netop det beløb, han også havde regnet med. Men det er også hendes forkontor, Lommerpigerne skal igennem, hvis de skal have nye strømper til kostumet eller har brug for et forskud fordi de har en regning, der skal betales. I de tilfælde ville de meget hellere have kunnet gå direkte ind til direktøren, for hos ham sidder pengene løsere. Pat Mørup er meget striks med, om de strømper nu ikke skulle kunne klare et par sceneture til, og var det et strygejern, man skulle købe for forskuddet? Jamen der står da vist et i kælderen, det kan De jo tage…

Det blir aldrig det samme som med Lommer
Preben overtager Mørup, først selvfølgelig som direktør på ABC, men trækker hende senere med til Cirkusrevyen. Samme tætte samarbejde som der har været mellem hende og Lommer, opstår der dog ikke mellem Preben og Pat Mørup. Desværre. For hans privatøkonomi, revyens og hans mange projekters økonomiske forhold havde uden tvivl haft godt af at blive styret af Mørups faste og pligtopfyldende hånd.

Siden kom hun også til Nykøbing Falster revyen, men stoppede med at arbejde fordi hendes syn blev så dårligt. Hun havde dog hele livet igennem kontakt til de mennesker, der havde været en så stor del af hendes liv og for hvem hun også havde haft en afgørende betydning.

Pat Mørup blev 95 år. Med hendes død blev et væsentligt stykke revyhistorie lukket af.

20130321-110018.jpg
Foto fra “Kammerat med solen – en biografi om Stig Lommer”. Originalfotoet findes i Revymuseets arkiv.

Reklamer

Hvad skal der til for at få en biografi?

I foråret bragte Magasinet Sceneliv et interview med blandt andre os om vores arbejde med Preben Kaas’ biografien. Der ikke havde sin endelige titel endnu på det tidspunkt.

I kan læse Jacob Wendt Jensens – der selv er altuel med en biografi om Nina van Pallandt – interview “Den gode historie kan gøre ondt” her (s. 16-17).

20120926-214309.jpg

Vi kan stadig stå fuldt inde for vores udtalelser i artklen, selv om den er af ældre dato i forhold til den intense og hele tiden foranderlige opgave, det er at skrive en biografi. Men nu havde vi også prøvet det tidligere med vores Stig Lommer biografi, “Kammerat med solen”.

Som vi siger i interviewet, har vores væsentligste kriterier i begge bøger været, om der selvfølgelig er en historie at fortælle. Vi kan ikke være uenige med den anden interviewede forfatter, Per Kaae, som siger, at der skal være nogle dramaturgiske punkter, ellers bliver det for tyndt. Derudover skal man også synes, den person man skriver om kan noget indenfor sit felt. I de her tilfælde, at de er gode kunstnere – og vi kan stadig med begejstring sidde og se klip med Preben Kaas på YouTube eller DR’s Bonanza.
Men for vores vedkommende har der været endnu et kriterie, som er meget vigtigt for os. Det er, om personen har et personligt drive, om vedkommende tager initiativer, er en igangsætter og dermed også har en betydning for andre mennesker som andet end en god kollega og spændende kunstner.

Det har netop Stig Lommer og Preben Kaas i høj grad til fælles. Ingen af dem har nogensinde siddet og ventet på at blive set, kontaktet og få job. For os ville det være kedeligt at skrive om “funktionærkunstneren”, de der er fastansat et sted eller som gør sig afhængige af andre, det vil især sige teaterdirektørerne. Uanset hvor fine, begavede, sjove kunstnere de så ellers måtte være.

20120926-220154.jpg

20120926-220218.jpg

20120926-220254.jpgDeres iværksætter gen betyder, at deres karriere har noget liv og tempo over sig. Der sker noget. Det er også fordi de på den måde er i en særlig kontakt med mange mennesker i deres liv. Men samtidig så kan man netop med den type mennesker tegne et større billede af samtiden, også udenfor teatret, og af det miljø de er centralt placeret i.

For os gør det processen historien sjovere. Og vi har med “Kammerat med solen” også oplevet, at læserne syntes det var sjovt. Måske fordi det gav dem flere kroge i historien, mere til at sætte gang i erindringerne, og samtidig et bredere indblik i en tid og dens centrale personligheder.

I “Det bli’r vinter førend man aner” har vi i højere grad med Stig Lommer at gøre med en mand, hvor man godt kunne have “nøjedes” med at fokusere på ham selv. Med Stig Lommer var han i sig selv ikke så kendt en skuespiller eller instruktør, men mest kendt for det, han kunne med andre. Derfor var der i den bog meget naturlige og nødvendige grunde til at lave en hel del grundresearch på Kellerdirch bros. og andre af de store kunstnere i Lommers brød.

20120926-220930.jpg
forside fra ABC program

En tur tilbage på ABC

ABC teatret har ikke haft en stærkere fascinationskraft siden Stig Lommers storhedstid.
Derfor kan vi ikke lade være med at henvise til en blog af Mona Dubgaard med det vildeste guf fra Stadbiblioteket samlinger.

Her er vi fx. i linket “Teaterprogrammer“, og hvad der dog ikke ligger i det ord af programmer, fantastiske fotos, lidt årstal og andet glimtende guld! Blandt andet programmer fra ABC og endda også tiden før, dengang det var Montmartre og Stig Lommer slet ikke var rykket ind på hjørnet af Frb. Allé og Dr. Priemes Vej endnu.

Bemærk den høje lækkerhedsværdi på programmer fra Stig Lommers tid. Der er en klar æstetik og stil over det, en stemning der svøber sig ikke bare om teatret rent fysisk, men også i programmer, plakater, annoncer og helt hjem i privaten hos Lommer.
Men også en klar salgstrategi helt ud i forsiden. Hvem er stjernen eller stjernerne, hvem sælger forestillingen overfor publikum? Det er man ikke i tvivl om, når man ser forsiderne på de fleste af programmerne fra Stig Lommers PR-sikre hånd.

Og selvfølgelig er der også et foto af den glade kronprins og senere direktør: Preben Kaas

20120921-102446.jpg
Prebens linie var ikke helt lige så stilren rent visuelt, men han tog godt ved lære af Lommer.

Kigger man i spalten med forsider, kommer der også et for netop dén del af historien – Preben Kaas’ – meget vigtigt program, og det er dette her:

20120921-102720.jpg

For det var med den forestilling, at Prebens liv for alvor blev flettet sammen med ABC Teatrets, med Stig Lommers – men også med Jørgen Rygs.

Davs verden – her er jeg!

Er den charmerende indledning på den første af Preben Kaas’ sange på cd’en “Der er nu noget ved piger”. Den cd, som flere siger, virkelig er Preben Kaas. Den indfanger ham.

I starten af november 2012 kommer vores biografi på People’s Press om skuespilleren, revydirektøren, forfatteren, musikeren og ja sågar parykfabrikdirektøren Preben Kaas. “Det blir vinter førend man aner” hedder den, med et citat fra den sidste af sangene i den livscyklus, som “Der er nu noget ved piger” er bygget op om.

For selv om han nåede vanvittigt meget, Preben Kaas, så kommer man ikke udenom, at det blev et kort liv, og at det rent faktisk blev tidligt vinter i hans liv.

Her på siden vil vi fortælle mere om bogen, men også fortælle nogle af alle de historier, der ikke blev plads til i vores bog og føre jer gennem vigtige steder og personer i Preben Kaas’ liv.

Indtil udgivelsen af “Det blir vinter før end man aner” kan man læse om det, der gik forud, og om manden der for alvor banede vejen for Preben Kaas’ karriere i dansk revy, Stig Lommer. For et par år siden skrev vi nemlig biografien “Kammerat med solen” om Stig Lommer og hans afgørende betydning20120726-111051.jpg  for dansk revy og en række af dens største stjerner: Dirch Passer, Kjeld Petersen, Sitter Horne-Rasmussen, Jørgen Ryg og ikke mindst Preben Kaas, der tidligt blev udnævnt til Lommers kronprins og arvtager til det legendariske ABC Teater på Frederiksberg Alle.

Hvor Preben Kaas da også blev en af de store stjerner både på og bag scenen.