En skole der er en anden

Private fotos er fantastiske. En gave til enhver bog. Men de kan også være svære at identificere med 100% sikkerhed.

Vi fik et brev fra en læser igår.

Vedkommende havde lånt “Det blir’ vinter førend man aner” på biblioteket, men brevet handlede nu ikke om, hvorvidt hun fandt historien interessant eller ej.

Derimod om, at det skolefoto vi bringer i bogen af Preben som halvstor dreng ikke som angivet kan være fra Østrigsgade Skole – hvor Preben gik i i hvert fald sine første skoleår – men derimod er fra Christianshavns Gymnasium.

Chrhavns gym

Brevskriveren har selv gået på skolen – og egentlig burde hun have gået der nogenlunde samtidig med Preben, men det melder historien intet om. Og man skal nok også have et meget indgående og privat kendskab til skolen og dens omgivelser for at kunne se, hvor fotoet er taget. For det der identificerer Christianshavns Gymnasium er rækværket op mod Vor Frelser Kirke samt lektoren yderst til venstre på fotoet.

Vi lånte fotoet fra et af de private albums, som Prebens datter har. I det stod der ikke angivet årstal eller sted, og selv har han ikke gjort så vanvittigt meget ud af at sige, hvor han gik i skole hvornår. Det er Østrigsgade Skole, han taler om, når han taler om sin skolegang.

Så vores eneste ledetråd var, hvad han selv siger, og hvor gammel han cirka er på fotoet. Det sidste er ret svært at bedømme. Han ser halvstor ud, men det gælder ikke alle kammeraterne på fotoet. Så helt sikker kan man ikke være på, hvornår fotoet er taget.

Den slags fejl opstår i en bog, og kan ikke rigtig fanges af forfatterne selv, korrekturlæsere eller en redaktør. Fordi man nu engang kun har de oplysninger til sin rådighed, som man har. Og et privatfoto uden årstal eller stedsangivelse er man nødt til at tælle sig frem til hvornår er fra. Som regel kræver det en meget konkret viden på et meget stort detaljeplan, hvis man skal fange de eventuelle fejl, der kan opstå af den slags.

Som så var det, læseren var i besiddelse af på grund af sin egen skolebaggrund.

Reklamer

Barndommens land

Krisen lå tungt over hele Danmark i starten af 1930’erne. Men i Aalborg gik man stik modsat resten af landet. Her ekspanderede man, byggede nye, flotte funkislejligheder, havde et blomstrende forlystelsesliv og tænkte stort. Det var her i den farverige, energiske by, Preben Kaas boede de første ni år af sit liv.

Robert Kaas var kommet til Aalborg på grund af sit arbejde som kapelmester Og akkompagnetør. Byen var berømt for sit forlystelsesliv, med de mange danserestauranter og en stor og levende interesse for ikke mindst musik, som gjorde det til et godt sted for en mand med netop Robert Kaas’ talent. Familien boede på første sal i en villa på den store Hobrovej. I nummer 37. Ifølge Preben Kaas selv er barndomshjemmet revet ned, men der ligger et solidt familiehus på adressen idag også.

20130204-180701.jpg

Med Robert Kaas’ arbejde som kapelmester og især efter han startede i Kilden i Kai Julians orkester, kom der en del kunstnere og musikere på Hobrovej. Preben husker ikke mindst, hvordan han måtte slæbe øl op på førstesalen, da hans forældre fejrede sølvbryllup og havde orkesteret til fest.

Kilden er i dag revet ned, men det lå, hvor det hvide højhus er på billedet her:

20130204-181106.jpg

så der var ikke langt på arbejde for Robert Kaas, ligesom det også var nemt for Martha og Preben at gå ned og høre orkestret om søndagen, som Preben elskede.

Området
Bag Hobrovej er der også i dag et nydeligt villakvarter.

20130204-182002.jpg

men længere nede, for enden af det lidt bakkede område, lå der i Prebens barndom et stort område, der var grusgrav.

20130204-182053.jpg

Aalborg har store kridt- og grusaflejringer og har i høj grad været kendt for deres udgravninger og og cementindustri, der er en væsentlig del af Danmarks industrihistorie.

For et barn i Prebens alder var det spændende dog mere alt det, der skete omkring grusgravene. For eksempel elskede han den omrejsende sanger Saxtorph-Mikkelsen, som troligt kom hver sommer med sin ølkasse og lut for at optræde med sit repertoire af fædrelandssange. Preben, der åbenbart allerede dengang havde en sentimentalside, var så trofast en beundrer af hans fortolkninger af Kaj Munk og Jeppe Aakjær, at han husker, hvordan han engang i voldsom hidsighed, forcerede en af de store bakker i grusgraven og stillede sig op foran et støjende messingorkester og truede dirrigenten med knyttet næve, fordi de overdøvede Saxtorph-Mikkelsen.

Preben var glad for at bo i Aalborg, og det var familien også. Men da Kai Julian fik et tilbud fra København i 1939, valgte Robert Kaas at tage med, og dermed pakkede familien flyttekasserne og sagde farvel til Hobrovej 37 for at vende tilbage til København.

20130204-183130.jpg

Hvor den rødhårede knægt med den markante nordjyske dialekt straks blev døbt Rød Aalborg af sine nye kammerater på Amager.

20130204-183348.jpg

Preben charmer alle med den sang

“Oh Babe” er en af Preben Kaas’ mest kendte sange. Og det er som om den har fået en revival de sidste par år. Som den også fortjener.

Egentlig er det jo en tilsnigelse at kalde det Preben Kaas’ sang, for det er det jo sådan set ikke. Han har oversat den fra amerikansk og har indspillet den selv. På en måde så man slet ikke kan forestille sig, hvordan det ellers skulle gøres. Den lidt rustne stemme, der oser af flirt, sex, frækhed, pågående charme og måske også en whisky mere end hvad tørsten tilskrev har gjort sangen til noget, der stadig kan få kvinder til at smile lidt genert, når man hører den 40 år efter den udkom.

Men man behøver heller ikke forestille sig den sunget på anden måde end hvad Preben gør på sin plade. For det er virkelig sådan den også lyder i originalversionen med Hurricane Smith. I en helt utrolig grad endda:

Når man hører selv denne ret dårlige og knasende optagelse af Hurricane Smith forstår man virkelig hvorfor Anne Marie Lie og Prebens børns reaktion, da Preben spillede melodien for dem en aften var, at han vel nok sang godt engelsk. Det er simpelthen ikke til at høre forskel.

Jeppe Kaas, der ikke var ret stor dengang, kan godt huske sin fars stolthed over pladen. Og som professionel musiker i dag, siger sønnen også, at det er en ret god sang og indspilning, hans far har lavet.

Mange dansegulve i Danmark vil give både far og søn ret i det!

Julen hos familien Kaas

Enhver juleaften er fuld af traditioner. Som det kan være svært at lægge fra sig. Også når man bliver voksen. Sådan var det i hvert fald for Preben Kaas!

Hjemme hos Martha og Robert blev der holdt en klassisk jul. Træet blev pyntet i en stue for sig og holdt hemmeligt for børnene – også selv om de boede i en lejlighed på kun 2½ værelse – og først efter middagen blev dørene slået op til overdådigheden.

Forside fra ugebladet Hjemmet i 1940'erne

Forside fra ugebladet Hjemmet i 1940’erne

Mor Martha var ikke sådan at ryste af sig. Så selv efter hendes død, da Preben var blevet voksen, så skulle julen holdes helt som i barndomshjemmene i Aalborg og på Amager. Hvor juletræet blev pyntet uden børnene så det eller var med.

Og det også selv om det rent logistisk var en temmelig håbløs ide. Som i den moderne villa i Rødovre, hvor Preben boede sammen med Anne Mari Lie. Og hvor hele underetagen faktisk var ét sammenhængende rum. Her skulle juletræet selvfølgelig stå, og eftersom Prebens døtre ikke måtte se træet før tid, måtte de tilbringe en stor del af juleaftensdag i værelserne ovenpå, så far kunne få en juleaften helt som på farmors tid.

Traditioner kan være svære at give køb på.

Her fra “Preben Kaas og revyen” vil vi gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Julesalget af “Det blir’ vinter førend man aner” tegner lovende – bogen er faktisk allerede udsolgt flere steder og har været det i nogle dage nu. Vi håber selvfølgelig, at ingen kommer til at gå forgæves efter den i dag, hvor de sidste julegaver skal købes. Så forhåbentlig finder man en anden boghandel, hvor den endnu er i handlen.

20121217-220354.jpg

 

En biografi uden privatliv?

Kan man skrive biografier, der ikke fokuserer på folks privatliv? Men fortæller den professionelle historie – teaterhistorien – kun.

I takt med at anmeldelserne af vores – men også andre biografier – tikker ind, er der pludselig opstået en lidt sjov debat. Ført an af dagbladet Politiken.

Politiken rejser spørgsmålet om, hvorvidt de moderne biografier lægger al for stor vægt på personernes privatliv, om de er for lidt fx teaterhistoriske? Samt om ikke mindst måden, de bliver solgt på i pressen, er båret af det skandaløse. Af forenklede kioskbasker-udtalelser.

20121115-114140.jpg

Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Hvis redaktionssekretæren hentyder til, at vores motiv skulle være gulddukater i spandevis, så har han aldrig selv skrevet en bog.

Men de intellektuelt krævende af anmelderne er også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det kun er hans værk, han skal dømmes på, giver slet ikke mening. Det er absurd.

Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret. Mens Preben Kaas på samme tidspunkt hver dag året rundt skulle skaffe penge til sin egen og andres overlevelse helt selv. Han havde hverken statsstøtte som direktør eller fast kontrakt som skuespiller at læne sig op ad.

Så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have, og så er det, at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv. Ligesom det virker som om, de altid lige melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig hver gang, Et ugeblad kom forbi. Hvilket også var meningen.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra hans professionelle liv. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør. Derfor går han også meget længere.
For Preben Kaas er selv i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.

Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Indirekte er vores bog også Måske skulle journalisterne se udover deres egen tid og læse biografien som et indirekte portræt af pressens arbejde dengang, af dens samarbejde med kulturlivet og de hårde krav Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Samtidig så er de intellektuelt krævende af anmelderne måske også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det ikke er det, men hans værk, han skal dømmes op, giver slet ikke mening. Det er absurd. Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret parallelt med, at Preben Kaas hver dag skulle skaffe penge til sit eget og andres overlevelse helt selv. Han havde ikke fast kontrakt som skuespiller og han kunne ikke oppebære statsstøtte som teaterdirektør.

Jamen så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have. Og så er det at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv og at de melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig lidt hver gang, Billed-Bladet osv kom forbi.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra den professionelle Kaas. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør.
Og Preben Kaas er også i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Selv da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.
Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Lad os så til slut lige minde om, hvad definitionen på en biografi egentlig er. Det lader ikke til, at alle har det helt present. Lad os citere fra Wikipedia: “En biografi (græsk: levnedsbeskrivelse) er en beskrivelse af et menneskes liv og levned”. Liv og levned.