En mail fra Tyskland

Olsenbandens tyske fanklub har postet et fint indlæg om bogen på deres hjemmeside. For som de skriver, så er det muligt, Preben kun var Dynamit-Harry i to film, men hans præstation står stærkt.

Der kom pludselig en mail på formfuldendt dansk fra den tyske fanklub for Olsenbanden. De ville gerne skrive om bogen på deres hjemmeside, og vi svarede selvfølgelig med det samme.

Nu har de lagt en fin omtale og iøvrigt også hele den mail, som Rikke skrev til dem efter deres henvendelse, op på deres hjemmeside. Oversat til tysk dog.

Omend det faktisk er flere af de mest ihærdige fans af Olsenbande-filmene, der kan noget dansk. Fordi de er så ægte fans, at de har lært sig sproget også. At komme DH2igennem hele vores biografi om Preben bliver måske lidt tungt, men vi er glade for omtale og henvendelsen.

Det er godt at vide, at han stadig idag fylder så meget i et Olsenbande univers også i Tyskland, så man finder en biografi om Preben Kaas interessant i den sammenhæng.

For at han gjorde det i sin samtid, vidste vi godt.

Faktisk er han qua sin rolle som Dynamit Harry, og Olsenbandens enorme popularitet i især det daværende DDR, så stort et navn i det tyske, at man ved Prebens død i marts 1981 kan læse en nekrolog over ham i tyske aviser.

Hvor tit har man set nekrologer over tyske skuespillere i danske aviser?

DH 1

Reklamer

Når snapsen går ind…

Julefrokosterne er på sit højeste i disse dage. I 1976 holdt de en legendarisk en af slagsen på den fiktive Simonsens Bijouterifabrik.

20121217-214911.jpg

Watch out: Der er stadig julefrokoster på vej til nogen. Selv om i fredags nok var der, hvor festlighederne og fuldskaben toppede.

Indbegrebet af julefrokosten, hvor alt går grassat i snaps, øl, roastbeef og manglende julegratiale lavede Finn Henriksen i 1976. Vi nærmest kollapsede af grin dengang.

Filmen foregår på Simonsens Bijouterifabrik, en lille og for den tid ret typisk virksomhed med ret få ansatte og et klart hierarki. Men også med ulmende oprør fra de unge, politisk bevidste i periferien af fabrikken. Så sådan en julefrokost med smørrebrød, drikkevarer ad libitum, festtøj, julelandskab

20121217-215723.jpg
og ligelig fordeling mellem mænd og kvinder skal jo ende i hæmningsløs druk og malplacerede sandheder.

TV2 Charlie viste filmen igen mandag aften, og helt ærligt: den er faktisk stadig ret sjov. Dels fordi intet er helligt i den, dels fordi den er enormt tidstypisk. Fra måden man agerer på fabrikken, direktøren i forhold til værkføreren og til de politiske floskler skåret direkte ud af tidsånden, der bliver sagt i filmen.

Men mest fordi den har en besætning, der simpelthen behersker komedien bedre end nogen man ellers kunne have valgt til rollerne.

20121217-220116.jpg

Det er i høj grad to generationer af ABC-stjerner, filmen er besat med. Klaus Pagh er da også den ene af filmens to producere.

Blandt de unge finder man ikke mindst Lisbet Dahl, som iøvrigt er Prebens spritnye kæreste heromkring.

20121217-220354.jpg
Hun behersker genren overlegent allerede. Hun er fræk, forførende og lidt af en leder for løjerne denne aften. Med naturlig autoritet og charme.
Blandt sine unge medspillere har hun blandt andre Kirsten Norholt, Dick Kaysø og Jesper Langberg. Og så dukker en ung Tommy Kenter op som meget melankolsk og særdeles tørstig kok fra Restaurant Rio.

Men faktisk er Judy Gringer i den bærende rolle som Borgunde ikke så meget ældre. Hun står bare i filmen som en repræsentant for den del af holdet, hvor også Preben Kaas og Jørgen Ryg stråler. De “gamle” ABC stjerner.

20121217-221352.jpg

Hans Jensen og Peter Petit er en blanding af hyggeonkler og de sjove mænd. Preben Kaas er som Hans Jensen sød lige meget, hvor fuld han bliver, og han er meget øm over sit julelandskab komplet med kirke og præst. Mens Jørgen Rygs Peter Petit er en meget klassisk Jørgen Ryg rolle. Her er både sort tale, solonumre der sådan set ikke har meget med filmen at gøre og tegningen af en skæv type, som manikke rigtig kan greje. En rigtig original.

20121217-221900.jpg

En af Rygs berømte scener er, da han halvfalsk og i skævt tempo synger den sentimentale klassiker “Jerusalem”, som på det tidspunkt var tæt forbundet med den ældre generation.

Og nej, ingen af de to bliver hapset af kvinderne til julefrokosten. Selv om Hans ellers gør en del for at bearbejde den snerpede gammeljomfru af en bogholder, som kun drømmer om chefen. Han har fået at vide, hun sidder på pengene i firmaet nemlig. Birgitte Federspiel er ætsende morsom i sin silkeskorte og halvtunge briller.

20121217-223552.jpg

Hun er en skøn komiker.

Og nå ja, helt uden et gran af nutidig relevans er den jo heller ikke… Der er selvfølgelig meget, der har ændret sig på arbejdspladserne siden 1976. Men lyttede man til Iben og Mødregruppen om julefrokoster og dumheder på Radio 24syv forleden, så var vi egentlig ikke langt fra julefrokosten på Simonsens Bijouterifabrik.

20121217-222724.jpg

Fotos fra tvvisningen af filmen.

Tag med på Firmaskovtur

Preben Kaas var med i rigtig mange af de danske film, der blev produceret fra midten af 1950’erne og indtil slutningen af 1970’erne. Også i en hel del af de dårlige.

Nu hvor det er blevet sommervejr, og hvor arbejdet for alvor er ved at komme igang for de fleste firmaer, så er det vist passende med et klip fra filmen “Firmaskovturen” fra 1978. Her kan man se, hvor galt det kan gå, når man slipper sine medarbejdere ud i den store Dyrehave efter de først har fået godt med øl og snaps i sommersolen ved de ternede duge.

Filmen er lavet kort efter, Preben Kaas og Lisbet Dahl er blevet gift (sensommeren 1977), men bemærk også klippet i starten, hvor de gamle – desværre også i ret bogstavelig forstand – makkere Ryg og Kaas sidder der side by side ved bordet. Som et lille stykke revyhistorie midt i den moderne morskabsfilm.

Som vi faktisk grinede meget ad dengang…!

Rikke Rottensten