En mail fra Tyskland

Olsenbandens tyske fanklub har postet et fint indlæg om bogen på deres hjemmeside. For som de skriver, så er det muligt, Preben kun var Dynamit-Harry i to film, men hans præstation står stærkt.

Der kom pludselig en mail på formfuldendt dansk fra den tyske fanklub for Olsenbanden. De ville gerne skrive om bogen på deres hjemmeside, og vi svarede selvfølgelig med det samme.

Nu har de lagt en fin omtale og iøvrigt også hele den mail, som Rikke skrev til dem efter deres henvendelse, op på deres hjemmeside. Oversat til tysk dog.

Omend det faktisk er flere af de mest ihærdige fans af Olsenbande-filmene, der kan noget dansk. Fordi de er så ægte fans, at de har lært sig sproget også. At komme DH2igennem hele vores biografi om Preben bliver måske lidt tungt, men vi er glade for omtale og henvendelsen.

Det er godt at vide, at han stadig idag fylder så meget i et Olsenbande univers også i Tyskland, så man finder en biografi om Preben Kaas interessant i den sammenhæng.

For at han gjorde det i sin samtid, vidste vi godt.

Faktisk er han qua sin rolle som Dynamit Harry, og Olsenbandens enorme popularitet i især det daværende DDR, så stort et navn i det tyske, at man ved Prebens død i marts 1981 kan læse en nekrolog over ham i tyske aviser.

Hvor tit har man set nekrologer over tyske skuespillere i danske aviser?

DH 1

Reklamer

Arrangement på Revymuseet

Hvis I vil høre mere om bogen så:

er der dette offentlige arrangement i det nye år. Det er på Revymuseet i Allégade på Frederiksberg, lige overfor både Prebens stamsted, Allégade 10, Alléenberg og få meter fra ABC Teatret.

Her ser I opslaget på museets hjemmeside:

Lørdag den 23. marts kl. 14.00

Teateranmelderne og forfatterne Rikke Rottensten og Jakob Steen Olsen vil fortælle om Preben Kaas på baggrund af deres bog.

Alm. museumsentré. Kr. 35/25 stud. pens.

 

I kan læse mere om museet og de andre arrangementer derude på www.revymuseet.dk

Hvorfor læser vi biografier?

20121206-114841.jpg

Forleden havde MetroXpress et opslag om biografier.

Som I kan se på fotoet var Preben blandt de nævnte biografier. Artiklen handler om, hvorfor det egentlig er, der kommer så mange biografier og hvorfor, så mange så godt kan lide at læse dem.

Vi vil gerne vide mere om de kendtes privatliv, mener livsstilsekspert Niels Erik Folmann: “Vi har fået lov til at snuse lidt til overfladen, men har en forventning om, at vi ikke har fået den fulde historie om dem. Der må være noget mere. De kendte er jo interessante, fordi de kun har løftet en flig af dynen, menvi vil gerne have løftet hele dynen og rullemadrassen med.”

Marianne Kiertzner fra netop People’s Press og Niels Erik Folmann er enige om, at der er en nostalgisk trend i biografierne også – det er her Preben Kaas er placeret i artiklen – “når det moderne liv går lidt for hurtigt, søger vi tilbage til rødderne”, mener Folmann.

Er det også sådan I har det med biografier? Eller er der helt andre årsager til, at I vælger at læse en biografi?

En biografi uden privatliv?

Kan man skrive biografier, der ikke fokuserer på folks privatliv? Men fortæller den professionelle historie – teaterhistorien – kun.

I takt med at anmeldelserne af vores – men også andre biografier – tikker ind, er der pludselig opstået en lidt sjov debat. Ført an af dagbladet Politiken.

Politiken rejser spørgsmålet om, hvorvidt de moderne biografier lægger al for stor vægt på personernes privatliv, om de er for lidt fx teaterhistoriske? Samt om ikke mindst måden, de bliver solgt på i pressen, er båret af det skandaløse. Af forenklede kioskbasker-udtalelser.

20121115-114140.jpg

Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Hvis redaktionssekretæren hentyder til, at vores motiv skulle være gulddukater i spandevis, så har han aldrig selv skrevet en bog.

Men de intellektuelt krævende af anmelderne er også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det kun er hans værk, han skal dømmes på, giver slet ikke mening. Det er absurd.

Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret. Mens Preben Kaas på samme tidspunkt hver dag året rundt skulle skaffe penge til sin egen og andres overlevelse helt selv. Han havde hverken statsstøtte som direktør eller fast kontrakt som skuespiller at læne sig op ad.

Så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have, og så er det, at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv. Ligesom det virker som om, de altid lige melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig hver gang, Et ugeblad kom forbi. Hvilket også var meningen.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra hans professionelle liv. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør. Derfor går han også meget længere.
For Preben Kaas er selv i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.

Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Indirekte er vores bog også Måske skulle journalisterne se udover deres egen tid og læse biografien som et indirekte portræt af pressens arbejde dengang, af dens samarbejde med kulturlivet og de hårde krav Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Samtidig så er de intellektuelt krævende af anmelderne måske også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det ikke er det, men hans værk, han skal dømmes op, giver slet ikke mening. Det er absurd. Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret parallelt med, at Preben Kaas hver dag skulle skaffe penge til sit eget og andres overlevelse helt selv. Han havde ikke fast kontrakt som skuespiller og han kunne ikke oppebære statsstøtte som teaterdirektør.

Jamen så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have. Og så er det at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv og at de melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig lidt hver gang, Billed-Bladet osv kom forbi.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra den professionelle Kaas. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør.
Og Preben Kaas er også i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Selv da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.
Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Lad os så til slut lige minde om, hvad definitionen på en biografi egentlig er. Det lader ikke til, at alle har det helt present. Lad os citere fra Wikipedia: “En biografi (græsk: levnedsbeskrivelse) er en beskrivelse af et menneskes liv og levned”. Liv og levned.

Tak for i år

20121111-191626.jpg

Bogmessen er overstået, og det var kaotisk, men spændende og sjovt at være en del af.

Vi var programsat til lørdag kl. 13.30 på People’s Press stand. Vores samtalepartner var Søren Dahl fra P4s populære Café Hack. En mand der selv har slået sine folder i både musik- og showbranchen, så vi vidste, vi var i rigtig gode hænder.

20121111-191937.jpg

På forreste række sad Judy Gringer og var et levende bevis på den historie, vi har skrevet. Hun var nemlig med fra Prebens tidligste tid på ABC Teatret og en central del af den unge, frække gruppe af Stig Lommers stjerner.

Vi talte om, hvorfor Preben Kaas har fortjent en biografi. Hvad der gør ham til en stjerne og et af revyens største talenter. Om den betydning han har haft for revyen i dag også. Hans betydning for nutidens store stjerner som Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Per Pallesen. Om hans musikalitet i de numre, han skabte til sig selv og Jørgen Ryg. Hvor fantastisk sjovt og inspirerende miljøet på ABC var – også selv om de knoklede hver time på dagen og måske drak lidt rigeligt. Omend det først var i tiden med Simon Spies på Mercur Teatret, at han begyndte at drikke whisky også i dagtimerne.
Og så pointerede vi, hvordan alle, vi har talt med, har fået varme i stemmen og glød i øjnene, når de talte om Preben. At selv om han havde sine mørke sider, så er de mennesker, han har været i berøring med stadig ramt af ham og hans generøsitet og begavelse.

Vi signerede bøger og fik en snak med købere og læsere. En fortalte, han havde set Piaf-forestillingen den aften på Bellevue Teatret, der senere sluttede med, at Preben gik hjemmefra, og aldrig kom igen. En anden havde også læst “Kammerat med solen”, hvilket jo altid glæder os!

20121111-193542.jpg

Andet oplag af bogen er i trykken. Og der blev også fyldt nye eksemplarer på hylderne på People’s Press stand, mens vi var der. Inden vi sev videre ud i Bella Centret for at se, hvad de andre forlag har på deres reoler og program. Ikke indenfor revy- og morskabsteatret, for der er det vores eget forlag, der sidder på de tunge titler her i efteråret.

Over 29.000 besøgende gik igennem sluserne til Bella Centret i weekenden. Det var en forøgelse på 5000 gæster.