Rekordår i dansk revy

Sommeren 2013 blev, trods ekstraordinært godt sommervejr, også ekstraordinært godt for dansk revy

310.000 solgte billetter er status på revyåret 2013.

Det er rekord, og det siger ikke så lidt for en scenegenre, der år for år har ligget helt i top, når det gjaldt salg af billetter.
Også selv om mange mindre revyer rundt om, trak vejret lidt tungt sidste år. En del af dem er faktisk kommet bedre med i år, også selv om det ikke nødvendigvis er de voldsomme stigninger. Men revyen er en skrøbelig branche, ustøttet som den er for alle andre end Bornholmerrevyens vedkommende. En forskel på måske 500 billetter kan gøre hele udslaget, når kassen skal gøres op til sidst.

20130908-124845.jpg

Høj kvalitet
Årsagen til rekorden ligger selvfølgelig primært i, at revyerne i disse år er på et højt kvalitativt niveau.
Den har fat i de gode skuespillere. Den er begunstiget med i hvert fald en håndfuld rigtig gode tekstforfattere, og der arbejdes konstant på talentudvikling. Revyerne iscenesættes af folk med stor kærlighed til genren og respekt for dens særkende.

Man kan tage afsted flere generationer sammen, det har også en særlig værdi.

Men ikke mindst, så passer genren godt til tiden. Til et publikum, der gerne både vil more sig og blive rystet lidt.
Den gode latter er i høj kurs – farcerne begynder også at gøre deres indtog på de stationære teatre igen. Men det moderne publikum vil helst ikke bare grine, de vil gerne mærke svirpet, have noget at tænke over, føle sig ramt, og det bliver de i dansk revy. Der gør status over os selv, Danmark og verden i effektivt lavede numre. Der er tempo over en godt lavet revy, den er hurtig og man skal være opmærksom for at få det hele med.

Den revyform, der trækker det største publikum i dag, er i højere grad båret af arven efter Stig Lommer, end efter PHs meget politisk direkte revystil. Det er os selv, revyen spejler – også når det er politikerne, der er på scenen – hvor vi griner, fordi vi føler os en anelse afsløret.

Cirkusrevyen fortsætter succesen
Topscoren på listen er selvfølgelig Cirkusrevyen med 196.000 solgte billetter på Bakken.

20130908-123943.jpg

Til næste år kommer Tivoli tilbage med en revy – Tam Tam. Det er der ingen, der er kede af.

Så måske bliver 2014 igen et nyt rekordår for dansk revy?

Reklamer