Barndommens land

Krisen lå tungt over hele Danmark i starten af 1930’erne. Men i Aalborg gik man stik modsat resten af landet. Her ekspanderede man, byggede nye, flotte funkislejligheder, havde et blomstrende forlystelsesliv og tænkte stort. Det var her i den farverige, energiske by, Preben Kaas boede de første ni år af sit liv.

Robert Kaas var kommet til Aalborg på grund af sit arbejde som kapelmester Og akkompagnetør. Byen var berømt for sit forlystelsesliv, med de mange danserestauranter og en stor og levende interesse for ikke mindst musik, som gjorde det til et godt sted for en mand med netop Robert Kaas’ talent. Familien boede på første sal i en villa på den store Hobrovej. I nummer 37. Ifølge Preben Kaas selv er barndomshjemmet revet ned, men der ligger et solidt familiehus på adressen idag også.

20130204-180701.jpg

Med Robert Kaas’ arbejde som kapelmester og især efter han startede i Kilden i Kai Julians orkester, kom der en del kunstnere og musikere på Hobrovej. Preben husker ikke mindst, hvordan han måtte slæbe øl op på førstesalen, da hans forældre fejrede sølvbryllup og havde orkesteret til fest.

Kilden er i dag revet ned, men det lå, hvor det hvide højhus er på billedet her:

20130204-181106.jpg

så der var ikke langt på arbejde for Robert Kaas, ligesom det også var nemt for Martha og Preben at gå ned og høre orkestret om søndagen, som Preben elskede.

Området
Bag Hobrovej er der også i dag et nydeligt villakvarter.

20130204-182002.jpg

men længere nede, for enden af det lidt bakkede område, lå der i Prebens barndom et stort område, der var grusgrav.

20130204-182053.jpg

Aalborg har store kridt- og grusaflejringer og har i høj grad været kendt for deres udgravninger og og cementindustri, der er en væsentlig del af Danmarks industrihistorie.

For et barn i Prebens alder var det spændende dog mere alt det, der skete omkring grusgravene. For eksempel elskede han den omrejsende sanger Saxtorph-Mikkelsen, som troligt kom hver sommer med sin ølkasse og lut for at optræde med sit repertoire af fædrelandssange. Preben, der åbenbart allerede dengang havde en sentimentalside, var så trofast en beundrer af hans fortolkninger af Kaj Munk og Jeppe Aakjær, at han husker, hvordan han engang i voldsom hidsighed, forcerede en af de store bakker i grusgraven og stillede sig op foran et støjende messingorkester og truede dirrigenten med knyttet næve, fordi de overdøvede Saxtorph-Mikkelsen.

Preben var glad for at bo i Aalborg, og det var familien også. Men da Kai Julian fik et tilbud fra København i 1939, valgte Robert Kaas at tage med, og dermed pakkede familien flyttekasserne og sagde farvel til Hobrovej 37 for at vende tilbage til København.

20130204-183130.jpg

Hvor den rødhårede knægt med den markante nordjyske dialekt straks blev døbt Rød Aalborg af sine nye kammerater på Amager.

20130204-183348.jpg

Reklamer