Julen hos familien Kaas

Enhver juleaften er fuld af traditioner. Som det kan være svært at lægge fra sig. Også når man bliver voksen. Sådan var det i hvert fald for Preben Kaas!

Hjemme hos Martha og Robert blev der holdt en klassisk jul. Træet blev pyntet i en stue for sig og holdt hemmeligt for børnene – også selv om de boede i en lejlighed på kun 2½ værelse – og først efter middagen blev dørene slået op til overdådigheden.

Forside fra ugebladet Hjemmet i 1940'erne

Forside fra ugebladet Hjemmet i 1940’erne

Mor Martha var ikke sådan at ryste af sig. Så selv efter hendes død, da Preben var blevet voksen, så skulle julen holdes helt som i barndomshjemmene i Aalborg og på Amager. Hvor juletræet blev pyntet uden børnene så det eller var med.

Og det også selv om det rent logistisk var en temmelig håbløs ide. Som i den moderne villa i Rødovre, hvor Preben boede sammen med Anne Mari Lie. Og hvor hele underetagen faktisk var ét sammenhængende rum. Her skulle juletræet selvfølgelig stå, og eftersom Prebens døtre ikke måtte se træet før tid, måtte de tilbringe en stor del af juleaftensdag i værelserne ovenpå, så far kunne få en juleaften helt som på farmors tid.

Traditioner kan være svære at give køb på.

Her fra “Preben Kaas og revyen” vil vi gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Julesalget af “Det blir’ vinter førend man aner” tegner lovende – bogen er faktisk allerede udsolgt flere steder og har været det i nogle dage nu. Vi håber selvfølgelig, at ingen kommer til at gå forgæves efter den i dag, hvor de sidste julegaver skal købes. Så forhåbentlig finder man en anden boghandel, hvor den endnu er i handlen.

20121217-220354.jpg

 

Reklamer

Arrangement på Revymuseet

Hvis I vil høre mere om bogen så:

er der dette offentlige arrangement i det nye år. Det er på Revymuseet i Allégade på Frederiksberg, lige overfor både Prebens stamsted, Allégade 10, Alléenberg og få meter fra ABC Teatret.

Her ser I opslaget på museets hjemmeside:

Lørdag den 23. marts kl. 14.00

Teateranmelderne og forfatterne Rikke Rottensten og Jakob Steen Olsen vil fortælle om Preben Kaas på baggrund af deres bog.

Alm. museumsentré. Kr. 35/25 stud. pens.

 

I kan læse mere om museet og de andre arrangementer derude på www.revymuseet.dk

Når snapsen går ind…

Julefrokosterne er på sit højeste i disse dage. I 1976 holdt de en legendarisk en af slagsen på den fiktive Simonsens Bijouterifabrik.

20121217-214911.jpg

Watch out: Der er stadig julefrokoster på vej til nogen. Selv om i fredags nok var der, hvor festlighederne og fuldskaben toppede.

Indbegrebet af julefrokosten, hvor alt går grassat i snaps, øl, roastbeef og manglende julegratiale lavede Finn Henriksen i 1976. Vi nærmest kollapsede af grin dengang.

Filmen foregår på Simonsens Bijouterifabrik, en lille og for den tid ret typisk virksomhed med ret få ansatte og et klart hierarki. Men også med ulmende oprør fra de unge, politisk bevidste i periferien af fabrikken. Så sådan en julefrokost med smørrebrød, drikkevarer ad libitum, festtøj, julelandskab

20121217-215723.jpg
og ligelig fordeling mellem mænd og kvinder skal jo ende i hæmningsløs druk og malplacerede sandheder.

TV2 Charlie viste filmen igen mandag aften, og helt ærligt: den er faktisk stadig ret sjov. Dels fordi intet er helligt i den, dels fordi den er enormt tidstypisk. Fra måden man agerer på fabrikken, direktøren i forhold til værkføreren og til de politiske floskler skåret direkte ud af tidsånden, der bliver sagt i filmen.

Men mest fordi den har en besætning, der simpelthen behersker komedien bedre end nogen man ellers kunne have valgt til rollerne.

20121217-220116.jpg

Det er i høj grad to generationer af ABC-stjerner, filmen er besat med. Klaus Pagh er da også den ene af filmens to producere.

Blandt de unge finder man ikke mindst Lisbet Dahl, som iøvrigt er Prebens spritnye kæreste heromkring.

20121217-220354.jpg
Hun behersker genren overlegent allerede. Hun er fræk, forførende og lidt af en leder for løjerne denne aften. Med naturlig autoritet og charme.
Blandt sine unge medspillere har hun blandt andre Kirsten Norholt, Dick Kaysø og Jesper Langberg. Og så dukker en ung Tommy Kenter op som meget melankolsk og særdeles tørstig kok fra Restaurant Rio.

Men faktisk er Judy Gringer i den bærende rolle som Borgunde ikke så meget ældre. Hun står bare i filmen som en repræsentant for den del af holdet, hvor også Preben Kaas og Jørgen Ryg stråler. De “gamle” ABC stjerner.

20121217-221352.jpg

Hans Jensen og Peter Petit er en blanding af hyggeonkler og de sjove mænd. Preben Kaas er som Hans Jensen sød lige meget, hvor fuld han bliver, og han er meget øm over sit julelandskab komplet med kirke og præst. Mens Jørgen Rygs Peter Petit er en meget klassisk Jørgen Ryg rolle. Her er både sort tale, solonumre der sådan set ikke har meget med filmen at gøre og tegningen af en skæv type, som manikke rigtig kan greje. En rigtig original.

20121217-221900.jpg

En af Rygs berømte scener er, da han halvfalsk og i skævt tempo synger den sentimentale klassiker “Jerusalem”, som på det tidspunkt var tæt forbundet med den ældre generation.

Og nej, ingen af de to bliver hapset af kvinderne til julefrokosten. Selv om Hans ellers gør en del for at bearbejde den snerpede gammeljomfru af en bogholder, som kun drømmer om chefen. Han har fået at vide, hun sidder på pengene i firmaet nemlig. Birgitte Federspiel er ætsende morsom i sin silkeskorte og halvtunge briller.

20121217-223552.jpg

Hun er en skøn komiker.

Og nå ja, helt uden et gran af nutidig relevans er den jo heller ikke… Der er selvfølgelig meget, der har ændret sig på arbejdspladserne siden 1976. Men lyttede man til Iben og Mødregruppen om julefrokoster og dumheder på Radio 24syv forleden, så var vi egentlig ikke langt fra julefrokosten på Simonsens Bijouterifabrik.

20121217-222724.jpg

Fotos fra tvvisningen af filmen.

Preben, Sonny Boy, Dirch og Kim Larsen

En berømt og drivende sentimental sang fik en helt anden tone og drejning, da den kom gennem Preben Kaas’ respektløse tekstforfatterhjerne. Til gengæld blev den for alvor populær – og i dag er det dén version, der lever videre.

I søndagens Giro 413 havde en lytter ønsket “Sonny Boy” med Kim Larsen.

http://m.youtube.com/watch?v=cS0adG7Mx-4

Den udgave Kim Larsen har indspillet det gamle 1920’er hit i, er Preben Kaas’ noget mere frække og direkte provokerende – i hvert fald når man tænker på, hvad meningen med den oprindelige “Sonny Boy” er – udgave fra 1967. Dengang blev sangen fortolket af Dirch Passer i bowler og gøglerjakke alene foran en mikrofon. Som man kan høre på klippet her, elskede folk parodien på den voldsomt sentimentale sang, som datidens publikum selvfølgelig var mere bekendte med, end vi er med sangen i dag.

Selvfølgelig elskede de den, fordi de elskede alt hvad Dirch gjorde, og han er da heller ikke diskret i sin fortolkning af Prebens tekst, som man kan se på You Tube klippet her:

http://m.youtube.com/watch?v=RvADxDrcIBs

Men forhåbentlig har de også lyttet lidt til Prebens tekst om det der engang var en yndig lille dreng, i hvert fald ham Al Johnson sang om 40 år før Dirch, men som i den moderne version er blevet til verdens mest forfærdelige barn. Sønnen fra helvede!

Sjovt nok, så hører man faktisk i Kim Larsens udgave tydeligere, hvordan drengens uhyrligheder accelererer uden at farmand gør andet end konstatere det og ellers resignere. På den måde er det en nyindspilning, hvor Prebens tekst kommer mere til sin ret. Måske fordi Kim Larsen som sanger har brug for noget andet i sangen end komikeren Dirch Passer havde?

Hvorfor læser vi biografier?

20121206-114841.jpg

Forleden havde MetroXpress et opslag om biografier.

Som I kan se på fotoet var Preben blandt de nævnte biografier. Artiklen handler om, hvorfor det egentlig er, der kommer så mange biografier og hvorfor, så mange så godt kan lide at læse dem.

Vi vil gerne vide mere om de kendtes privatliv, mener livsstilsekspert Niels Erik Folmann: “Vi har fået lov til at snuse lidt til overfladen, men har en forventning om, at vi ikke har fået den fulde historie om dem. Der må være noget mere. De kendte er jo interessante, fordi de kun har løftet en flig af dynen, menvi vil gerne have løftet hele dynen og rullemadrassen med.”

Marianne Kiertzner fra netop People’s Press og Niels Erik Folmann er enige om, at der er en nostalgisk trend i biografierne også – det er her Preben Kaas er placeret i artiklen – “når det moderne liv går lidt for hurtigt, søger vi tilbage til rødderne”, mener Folmann.

Er det også sådan I har det med biografier? Eller er der helt andre årsager til, at I vælger at læse en biografi?