En biografi uden privatliv?

Kan man skrive biografier, der ikke fokuserer på folks privatliv? Men fortæller den professionelle historie – teaterhistorien – kun.

I takt med at anmeldelserne af vores – men også andre biografier – tikker ind, er der pludselig opstået en lidt sjov debat. Ført an af dagbladet Politiken.

Politiken rejser spørgsmålet om, hvorvidt de moderne biografier lægger al for stor vægt på personernes privatliv, om de er for lidt fx teaterhistoriske? Samt om ikke mindst måden, de bliver solgt på i pressen, er båret af det skandaløse. Af forenklede kioskbasker-udtalelser.

20121115-114140.jpg

Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Hvis redaktionssekretæren hentyder til, at vores motiv skulle være gulddukater i spandevis, så har han aldrig selv skrevet en bog.

Men de intellektuelt krævende af anmelderne er også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det kun er hans værk, han skal dømmes på, giver slet ikke mening. Det er absurd.

Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret. Mens Preben Kaas på samme tidspunkt hver dag året rundt skulle skaffe penge til sin egen og andres overlevelse helt selv. Han havde hverken statsstøtte som direktør eller fast kontrakt som skuespiller at læne sig op ad.

Så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have, og så er det, at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv. Ligesom det virker som om, de altid lige melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig hver gang, Et ugeblad kom forbi. Hvilket også var meningen.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra hans professionelle liv. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør. Derfor går han også meget længere.
For Preben Kaas er selv i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.

Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Indirekte er vores bog også Måske skulle journalisterne se udover deres egen tid og læse biografien som et indirekte portræt af pressens arbejde dengang, af dens samarbejde med kulturlivet og de hårde krav Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Samtidig så er de intellektuelt krævende af anmelderne måske også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det ikke er det, men hans værk, han skal dømmes op, giver slet ikke mening. Det er absurd. Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret parallelt med, at Preben Kaas hver dag skulle skaffe penge til sit eget og andres overlevelse helt selv. Han havde ikke fast kontrakt som skuespiller og han kunne ikke oppebære statsstøtte som teaterdirektør.

Jamen så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have. Og så er det at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv og at de melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig lidt hver gang, Billed-Bladet osv kom forbi.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra den professionelle Kaas. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør.
Og Preben Kaas er også i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Selv da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.
Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Lad os så til slut lige minde om, hvad definitionen på en biografi egentlig er. Det lader ikke til, at alle har det helt present. Lad os citere fra Wikipedia: “En biografi (græsk: levnedsbeskrivelse) er en beskrivelse af et menneskes liv og levned”. Liv og levned.

Reklamer

One thought on “En biografi uden privatliv?

  1. Jeg synes det bør være en god blanding af begge dele. Ellers er et portræt normalt ufuldstændigt. En af de bedst skrevne må siges at være Peter Steens erindringsbog, “Tak, skæbne”, som udkom for nogle år siden – endsige Jørgen Buckhøjs “Fra dreng til Matador”, der også kommer fint igennem både det private og det faglige. For Buckhøjs vedkommende kunne han også roligt gøre det, for han var en kollegialt afholdt og privatlivs-elsket familiemenneske, der ikke rigtigt havde noget at “stikke under stolen”.

    Desuden skriver forfattere som Frank Toft-Nielsen og salige Leif Plenov jo fremragende biografier UDEN at medtage mere end en flig af folks privatliv – såsom i bøgerne om hhv. Gustav Winckler, John Mogensen (Nielsen) og Buster Larsen (Plenov). Og altså en stor modsætning til John Lindskogs snaskede dyneløftere.

    Når dét så er sagt, så vil jeg understrege at jeg synes I har skrevet en smuk og retfærdig bog om Preben Kaas, som på den ene side giver et billede af hvor hård, udmattende og troløs en branche, det kan være indenfor teater og film – med de store svigt, der kan komme, når man pludselig ikke har kræfterne tilbage mere. Og hvilke omkostninger det (som med mange andre, har man jo hørt før – også om politikere, forfattere, malere og sportsfolk m.fl.) har for de pårørende, som næsten er lige så smertefuld som hovedpersonernes egne, psykiske smerter. Dog må man sige at det er et held at have scenen, maleriet osv., osv. som en ventil, hvor man kan lukke sin “damp” ud – og undgå at skade sin omverden lige medens man er dér, i det mindste. Samtidig vidner det jo også, af og til, om pårørendes, venner eller bekendtes fuldstændige mangel på empati for, hvor svært kunstnere har det med sig selv, synes jeg. Havde de været 100% “normale” så havde der jo ikke været noget afsagn eller psykisk brist at skabe sine værker udfra. Og så ender det gerne som det rene venstre-FODs-arbejde! Og dér har I altså selv laaaaangt højere standard. Til gengæld savner også jeg nogle interviews med f.eks. anmeldere eller andre, der kunne have analyseret hans kunst noget mere, Preben Kaas’, UDOVER jeres rørende, sørgmuntre og fascinerende privat-livs-beretning om den salige Kaas, som OGSÅ bliver beskrevet for de meget smukke og generøse sider, som f.eks. den velkendte anekdote om hans og Erik Paaskes første revy-forhandling, hvor Paaske sagde noget i retning af: – Ja, jeg går desværre ikke til under 200 kr.
    Hvorefter Kaas replicerede (noget nær bestyrtet) noget i retning af: – Nej, nej. Du skal da have 400!!!!
    Det viser ham dermed som et HELT menneske, fremfor kun en “ond sut”. Forskellen på f.eks. ham og nyligt afdøde Poul Glargaard var vel, at hvor det hedder sig blandt hans kolleger, at han kunne skrue charmen på af ren og skær beregning (selvom han formegentlig ikke har været jævelen selv og kun “ond” – det er vel de færreste?) og ellers var noget af et uhyre, når han var depressiv og drak oveni, så var Kaas vel mere Dr. Jekyll og Mr. Hyde på dén måde, at han var et godt menneske, når han var ædru, men det modsatte, når han var fuld. Vel også derfor børnene trods alt mødte op på hospitalet i den sidste tid, fremfor bare at skubbe ham til side som “ham der aldrig var noget for os”.

    Jeg synes derfor jeres bog er god, for ikke at sige fængslende! Måske også fordi en bog om Preben Kaas har manglet i så mange år, iblandt de andre, hvoraf f.eks. Dirch Passer har fået 4½ biografi (en af dem deler han jo med vennen og kollegaen Kjeld Petersen). Og derudover synes jeg at der i disse år kommer så mange biografier om film der har et navn, men ingen interessant historie at fortælle. En del af dem endda skrevet uden at indvolvere dem selv og deres nærmeste, men kun bekendte og deciderede fjender, der lige skal sige “tak for sidst” for et eller andet negativt. Hér har I langt mere stil, nysgerrighed, empa- og sympati samt tydelig interesse både i at “lære Preben Kaas at kende”, skabe en bog også familie og venner kan nikken genkendende til – og ikke mindst som stadig undgår at blive en bog for særligt indviede, der har private forkundskaber at læse den med.

    Jeres sprog er let tilgængeligt (uden at blive overpædagogiskt “vi skal have selv den dummeste læser med, så INGEN fremmedord”-agtigt), flydende og velskrevet samt dispositionen velbegavet (bortset fra at det undrer mig at I har skrevet årstal som underoverskrift i kapitelerne, når I nu ikke er vildt kronologiske i fortælligen – samt at det er synd at I kludrer i årstal visse steder – som at han fremført en monolog – vistnok “Ak, ak” eller “Mis-forståelsen” i 1976, når det var 1975 samt at påstå at Lily Broberg var med i Cirkusrevyen 1977, for at overtage Lisbet Dahl, hvilket hun IKKE var. Dét år delte Beatrice Palner og Gyda Hansen Lisbet Dahls numre imellem sig, til hun var klar igen – men derfor har Broberg sikkert også dubleret hende, bare ikke lige dét år osv., osv. Har I ikke hørt grammofonpladerne igennem?) Bortset fra dét så et ros for at jeg også kan fortsætte med de positive ord: samt at jeres indsigt og (med garanti store) forarbejde en fryd at nyde resultatet af!

    Håber I vil skrive een om min store helt, entertaineren, parodisten, skuespilleren, sangeren, instruktøren, fortælleren, oplæseren, speakeren og forfatteren Peter Kitter (1915-1983) eller hans kollega Henning Schram (1914-1981). Også DISSE kunne fortjene en bog. Desuden ville det jo være taktiskt smart i disse år, hvor især Andreas Bo Pedersen har genopvakt parodien fra dens dvale fra omkring midt-90’er til midten af dette år-ti (eller påbegyndte år-tyve, er det vel egentlig…).

    Derudover synes jeg det er ekstremt synd at så få journalister og/eller forfatterkolleger har “gidet” eller fået besked på at anmelde jeres bog, da den godt kunne fortjene at erend 4-6 anmeldere gjorde det. De fleste af aviserne, ser det ud til via Internettet, har skrevet kiosk-baskere og interviews og passager INDEN bogen var udkommet – og så ikke så den store grund til, rent faktisk, også at anmelde den, da den så VAR kommet på gaden. Typisk tåbeligt! Og synd for jer og det store arbejde I må have haft og den store stolthed I har ret til at føle over det færdige værk! BRAVO – og tak for en god oplevelse, jeg sugede til mig på omkring 3 4.-dele døgn!!!!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s