Sønnen og stjernen

Så sluttede “Forbrydelsen” med Prebens yngste søn Nikolaj Lie Kaas i den store rolle som Sarah Lunds makker og halvkæreste PET-agenten Mathias Borch.

Nikolaj Lie Kaas ubetinget en af Danmarks største og mest begavede skuespillere, og det har han været siden han stod på scenen første gang.

Det har sådan set intet mex hans ophav at gøre. Som han fortæller i biografien talte de aldrig om at blive skuespiller i hans barndomshjem. Alligevel blev det sådan, og når man ser ham på teatret, film, tv er det da også som om det simpelthen ikke kunne være anderledes. Det er så indlysende i dette fag, han hører til.

I september fik han Lauritzen Prisen for sit virke hidtil. I den anledning holdt Ulf Pilgaard denne tale (skrevet af den ene af “Det blir’ vinter..” Forfattere), som I kan læse et uddrag af her:

“Nikolaj Lie Kaas har siden sin debut som halvstor barnestjerne været et af dansk teaters største talenter.

Han har løftet lovlig lette og fjollede komedier med sit skuespiltalent.
Han har fået os til at smågrine også for 25. gang af reklamer for hvidevarer. Han har fået svære, eksistentielle tekster til at give mening.
Han har fået os til at græde når han som lam ung mand aggressivt må sætte kæresten fri.
Han har med autoritet og underspillet flirt fået tæmmet selv en Paprika Steen, da hun var den mest vægelsindede kvinde, Holberg nogensinde havde kunnet tænke sig.
Og himlen løftede sig, da han galoperede ind i Dyrehaven og fik 3000 mennesker til at udstøde et begejstringsbrøl, da han råbte ”Jeg er Ivanhoe!”

Udadtil ligner Nikolaj Lie Kaas en glad dreng. Naiv, åben, smilet der kan blive så stort, at det nærmest fylder hele ansigtet. Det svært ikke at le med, når han tænder for det. Så drengerøvsrollerne har ligget lige for, og Kaas har lavet dem på en så flabet, ligefrem måde, selv de mest kontrollerede kvinder måtte smelte en lille smule og mændene fik lyst til lige at snuppe en fyraftensbajer med ham.

Men bagved begejstringen og det åbne udtryk, er der et mørke. Noget smertefuldt. Det er i de dybtliggende øjne, der kan blive næsten sorte, i panden der kan rynke så meget, at det er som om der trækkes et gardin ned foran ansigtet. Hertil og ikke længere.

Det er som om der er et tomt, sort hul indeni ham, der aldrig kan fyldes ud. Alligevel er det jo det, man som publikum ubevidst prøver.

I filmen om figuren ”Dirch” er han en mand, der udadtil skal vise festansigtet, men hvis inderste ingen nogensinde kommer rigtig nær. Heller ikke vi som publikum. Hvem er han, manden der står på Royal Hotel og bare drikker whisky? Hvad er det, han tænker på, mens han skuer ud i det uendelige over byens tage? Det er helt umuligt at sige, men vi kan ikke lade være med at ønske at vide det.

Eller nej, vi vil faktisk netop ikke vide det. For det er jo her, indhyllet i hemmeligheder, at Nikolaj Lie Kaas’ talent og enorme fascinationskraft ligger.
Trods din indlysende status som kendt stjerne – forbliv ukendt for os!”

20121125-230301.jpg

Reklamer

En biografi uden privatliv?

Kan man skrive biografier, der ikke fokuserer på folks privatliv? Men fortæller den professionelle historie – teaterhistorien – kun.

I takt med at anmeldelserne af vores – men også andre biografier – tikker ind, er der pludselig opstået en lidt sjov debat. Ført an af dagbladet Politiken.

Politiken rejser spørgsmålet om, hvorvidt de moderne biografier lægger al for stor vægt på personernes privatliv, om de er for lidt fx teaterhistoriske? Samt om ikke mindst måden, de bliver solgt på i pressen, er båret af det skandaløse. Af forenklede kioskbasker-udtalelser.

20121115-114140.jpg

Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Hvis redaktionssekretæren hentyder til, at vores motiv skulle være gulddukater i spandevis, så har han aldrig selv skrevet en bog.

Men de intellektuelt krævende af anmelderne er også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det kun er hans værk, han skal dømmes på, giver slet ikke mening. Det er absurd.

Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret. Mens Preben Kaas på samme tidspunkt hver dag året rundt skulle skaffe penge til sin egen og andres overlevelse helt selv. Han havde hverken statsstøtte som direktør eller fast kontrakt som skuespiller at læne sig op ad.

Så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have, og så er det, at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv. Ligesom det virker som om, de altid lige melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig hver gang, Et ugeblad kom forbi. Hvilket også var meningen.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra hans professionelle liv. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør. Derfor går han også meget længere.
For Preben Kaas er selv i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.

Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Indirekte er vores bog også Måske skulle journalisterne se udover deres egen tid og læse biografien som et indirekte portræt af pressens arbejde dengang, af dens samarbejde med kulturlivet og de hårde krav Faktisk påstår Politikens Henrik Palle i gårsdagens avis – uden at have læst bogen – at det fremstår som om Preben Kaas skiftede koner flere gange, drak som et hul i jorden, begik selvmord, men ellers bedrev han ikke så meget. Og på Politikens netavis har en redaktionssekretær strammet en underrubrik til at “man betvivler forfatternernes motiver” til at skrive biografien.

Vi har skrevet vores bog, fordi vi gerne ville. Fordi vi syntes, Preben Kaas fortjente det. Og vi har aldrig haft til diskussion, at det skulle være en forskningsbaseret undersøgelse. Der trak sammenlignende analyser mellem ham, tidligere revyforfattere og internationale strømninger i hans tid. Eller lavede dybtgående analyse af hans tekster på papir og måden, de fremstår på scenen bagefter. Vi ville have Preben Kaas’ historie fortalt til et stort publikum.

Samtidig så er de intellektuelt krævende af anmelderne måske også nødt til at erkende, at der er en kolossal forskel på at være privatteaterdirektør og så fastansat funktionærskuespiller på Det Kgl. Teater.
En Preben Kaas har en helt anderledes, helt bevidst tilgang til pressen end almindelige skuespillere har. Ikke fordi han vil ses, men fordi han har brug for den. Han har et produkt, der skal sælges, og i hans tid var pressen det sted, hvor man solgte billetter. Han er sit eget brand, han skal sælge Cikrusrevyen qua sin person en stor del af året. Det er hans vilkår.

Så at lave en biografi om Preben Kaas, der gik let henover hans privatliv, fordi det ikke er det, men hans værk, han skal dømmes op, giver slet ikke mening. Det er absurd. Preben Kaas som privatperson og hans koner (skiftevis) er uadskillelige fra revydirektøren, kunstneren, forfatteren, skuespilleren Preben Kaas. At skærme sit privativ lå ikke til ham, og det er også en del af pakken, når man vil have synlighed og sælge billetter i hans tid. En Jørgen Reenberg har kunnet holde sig fri for det – til dels – for han havde sin ansættelse ved Det Kgl. Teater sikret parallelt med, at Preben Kaas hver dag skulle skaffe penge til sit eget og andres overlevelse helt selv. Han havde ikke fast kontrakt som skuespiller og han kunne ikke oppebære statsstøtte som teaterdirektør.

Jamen så er det, at en smuk Anne Mari Lie i mikroskopisk bikini er et godt kort at have. Og så er det at hun bliver brugt, at hun bruger sig selv og at de melder ind, når der sker noget. Billetstatistikken har formodentlig bevæget sig lidt hver gang, Billed-Bladet osv kom forbi.

Derfor er Preben Kaas’ privatliv fuldstændig uløseligt fra den professionelle Kaas. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Det var det samme med Stig Lommer. Men der skulle mere til at fange opmærksomheden i Prebens tid end i mentorens dage som direktør.
Og Preben Kaas er også i nutidig kontekst umådeligt gavmild med at åbne for pressen. Selv da han sidder fuldstændig syg og sølle på Diakonissen, lukker han en journalist ind – dét kan man godt undre sig over, men Preben undrer sig ikke.
Nikolaj Lie Kaas sagde på et tidspunkt til os, at hvis han engang imellem har et spørgsmål til sine forældre, kan han bare gå ned og åbne deres scrapbøger. Der står alt. De har fortalt alt til aviserne.

Lad os så til slut lige minde om, hvad definitionen på en biografi egentlig er. Det lader ikke til, at alle har det helt present. Lad os citere fra Wikipedia: “En biografi (græsk: levnedsbeskrivelse) er en beskrivelse af et menneskes liv og levned”. Liv og levned.

Tak for i år

20121111-191626.jpg

Bogmessen er overstået, og det var kaotisk, men spændende og sjovt at være en del af.

Vi var programsat til lørdag kl. 13.30 på People’s Press stand. Vores samtalepartner var Søren Dahl fra P4s populære Café Hack. En mand der selv har slået sine folder i både musik- og showbranchen, så vi vidste, vi var i rigtig gode hænder.

20121111-191937.jpg

På forreste række sad Judy Gringer og var et levende bevis på den historie, vi har skrevet. Hun var nemlig med fra Prebens tidligste tid på ABC Teatret og en central del af den unge, frække gruppe af Stig Lommers stjerner.

Vi talte om, hvorfor Preben Kaas har fortjent en biografi. Hvad der gør ham til en stjerne og et af revyens største talenter. Om den betydning han har haft for revyen i dag også. Hans betydning for nutidens store stjerner som Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Per Pallesen. Om hans musikalitet i de numre, han skabte til sig selv og Jørgen Ryg. Hvor fantastisk sjovt og inspirerende miljøet på ABC var – også selv om de knoklede hver time på dagen og måske drak lidt rigeligt. Omend det først var i tiden med Simon Spies på Mercur Teatret, at han begyndte at drikke whisky også i dagtimerne.
Og så pointerede vi, hvordan alle, vi har talt med, har fået varme i stemmen og glød i øjnene, når de talte om Preben. At selv om han havde sine mørke sider, så er de mennesker, han har været i berøring med stadig ramt af ham og hans generøsitet og begavelse.

Vi signerede bøger og fik en snak med købere og læsere. En fortalte, han havde set Piaf-forestillingen den aften på Bellevue Teatret, der senere sluttede med, at Preben gik hjemmefra, og aldrig kom igen. En anden havde også læst “Kammerat med solen”, hvilket jo altid glæder os!

20121111-193542.jpg

Andet oplag af bogen er i trykken. Og der blev også fyldt nye eksemplarer på hylderne på People’s Press stand, mens vi var der. Inden vi sev videre ud i Bella Centret for at se, hvad de andre forlag har på deres reoler og program. Ikke indenfor revy- og morskabsteatret, for der er det vores eget forlag, der sidder på de tunge titler her i efteråret.

Over 29.000 besøgende gik igennem sluserne til Bella Centret i weekenden. Det var en forøgelse på 5000 gæster.

Ses vi på Bogmessen?

Mød forfatterne til “Det bli’r vinter førend man aner” på Bogmessen i weekenden.

Fredag starter årets Bogmesse. Og denne gang for første gang i Bella Centret.

Lørdag kl. 13.30 taler Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten med Søren Dahl fra DRs Café Hack om Preben Kaas og “Ðet bli’r vinter førend man aner”.

Bagefter kan man selvfølgelig købe bogen og få den signeret.

Det hele foregår på stand C4-024. Det er People’s Press store stand, hvor der sker en hel del i løbet af messen. Hele programmet kan ses her

Og kig forbi lørdag!

20121108-221949.jpg

Reaktioner fra familien

Ugebladet Her & Nu har lavet en god reportage i denne uges blad. Nikolaj, Lie Kaas, Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Daimi sætter hver især ord på Prebens betydning

Her & Nu har en fin billedreportage i fra receptionen i sidste uge. Under overskriften “Takker ham for alt” beskriver bladet kort, men præcis og rammende stemningen og fakta. Tak for det!

20121107-231841.jpg

Bedst er det selvfølgelig at se på tryk, at Nikolaj Lie Kaas er “glad for at have læst bogen om min far. Der var en masse, jeg ikke vidste om ham” og Lisbet Dahl, der siger, at “Efter at have læst bogen kan jeg igen huske, hvorfor jeg elskede ham.”

Husk I kan møde os på Bogmessen lørdag kl. 13.30 i samtale med Musiker og Café Hack bestyrer Søren Dahl!